Kæmpebjørneklo
Kæmpebjørneklo er en invasiv plante, som er uønsket i den danske natur. Den stammer oprindeligt fra Kaukasus og blev indført til botaniske haver i 1830’erne.
I de seneste årtier har den bredt sig voldsomt i den danske natur, hvor den fortrænger andre
plantearter. Fugle, sommerfugle og de fleste andre dyr vil heller ikke leve under bjørneklo, kun
nogle få insekter og snegle kan leve her.
Kæmpebjørnekloen (Heracleum mantegazzianum) er som den eneste invasive planteart
omfattet af lovgivning, og en kommune kan pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der
findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten.
I Danmark foretrækker kæmpebjørnekloen fugtige voksesteder som moser, enge og langs åer,
men den kan også findes på mere tør bund som for eksempel overdrev og industrigrunde.
Kæmpebjørnekloen formerer sig udelukkende ved at sprede frø og ikke vegetativt. Det vil sige,
at hvis man skærer roden over et sted under vækstpunktet, så dør planten.
Typisk blomstrer kæmpebjørneklo og rundlobet bjørneklo i sit andet eller tredje leveår, og
derefter dør de. Hårfrugtet bjørneklo er flerårig og kan blomstre i mange år.
Kæmpebjørnekloen er giftig
Kæmpebjørnekloens saft er giftig, og man skal undgå hudkontakt med planten. Plantesaften
gør huden ekstremt følsom over for sollys, og hvis huden udsættes for sollys, får man alvorlige
forbrændinger. Samtidig kan huden kan blive ved at være følsom over for sollys i årevis.
Det svider ikke at få plantesaft på huden, og derfor skal man være særligt opmærksom og
dække sin hud godt til, hvis man er i kontakt med kæmpebjørneklo.
Hvis man får plantesaft på huden, skal man inden 20 minutter, vaske hudområdet med vand og
sæbe, og huden skal beskyttes mod sollys i mindst 48 timer. Man bør søge læge og oplyse,
hvilke planter man har været i kontakt med.